Mr.Dyno giver din kværn endnu mere gas
|
Nu overgår han sig selv igen-igen "ham" Mr.Dyno, alias Ove Bang Pedersen fra DOT Engineering’s lyddæmpede tuningsværksted på Førslev udenfor Haslev.
af Peter Rahbek, dba.dk
I årevis har troldmanden tryllet flere hestekræfter ud af danskernes MC’er end fabrikkerne evner. Og senest er Ove blevet så skrap på feltet, at han underviser tyske, hollandske og sågar også amerikanske tuningseksperter i kunsten at udnytte effektbænkenes muligheder fuldt ud! Det skyldes ikke mindst at de nyeste generationers effektbænke med elektriske bremser byder på oplagte muligheder for at optimere motorcyklens kørbarhed (både under konstant fart og i simuleret mod- eller medvind og under acceleration), så det ikke kun er antallet af hestekræfter og decibel, der stiger i takt med, at flere og flere ilt-atomer og benzindråber passerer gennem de hårdt pressede motorer.
-Det er jo primært med højrehånden og "popometeret" (læs; numsen) at den almindelige motorcyklist mærker, om han kan lide tuningens resultat, forklarer Ove. -Så jeg mikser altid fuldgas-accelerationsmålinger med dynamiske tests af cyklens performance under varierende belastning og med varierende gasgivning. Det kræver systematik!- Dyno-Ove går altså ikke kun efter højere ydelse. Snarere efter "føling". Akkurat som hos andre tuningseksperter opnås den højere ydelse ved at forbedre motorcyklens "åndedræt" og gennem optimering af tændingen versus karburering eller indsprøjtning. Med brug af K&N luftfiltre, nåle- og dysekits ellers såkaldte Power Commanders kan man optimere alle variable parametre uafhængigt af omdrejningstallet. Men prioriteterne er forskellige alt efter hvem man spørger: -Efter min meníng er kunsten ikke at gå efter det højeste antal hestekræfter ved fuldgas, men at optimere motorcyklens performance under delbelastning med moderate omdrejningstal og ved mellemgas svarende til at gasrullen er drejet 5, 10, 15, 20 eller 25 procent op. Det er jo her de fleste motorcyklister kører det meste af tiden. Og det er her motorerne har sværest ved at gå rent.- -I dag handler det stadigt sjældnere om at erstatte lyddæmpere med støjende effektpotter, men om at vove at optimere gasblandingen i det område, hvor emissions-lovgivningen gør tilværelsen svær for alle: Altså der hvor alle støj- og forureningsmålinger tages-, forklarer Ove. -Motorcyklister bruger isenkrammet meget mere dynamisk end bureaukraterne hos EU fatter, og derfor kan man med stor fordel optimere forbrænding og ydelse til de realistiske forhold i stedet for standardiserede glasbilleder. Det giver både et renere miljø og færre forskrækkelses-betingede ulykker i det lange løb. Brændstoffet udnyttes også bedre og folk lærer at køre mere jævnt i takt med at de får bedre kontrol over kræfterne-, fastholder troldmanden. Et besøg hos Mr. Dyno klares i reglen for et par tusinde kroner og dimserne til radikal forbedring af motorcyklens performance koster typisk fra 2000 til 6000 kr. Forbedringen svarer i mange tilfælde til at man havde skiftet den gamle ged ud med en ny og dyrere model og så tunet denne med larmepotter og tingeltangel for yderligere 10.000 kr. eller mere! |
