Træningslejr den 11-15. april 2004 på racerbanen Val de Vienne i Frankrig
|
Pressemeddelelse for Jan Rønne. Træningslejren i Frankrig på Val de Vienne blev starten på en længe ventet roadracingsæson for Jan Rønne. Vinteren bød på hektisk sponsorjagt, og det lykkedes at få en smule hjælp til denne dyre sportsgren. Transporten klares i en nyindkøbt VW Transporter, og motorcyklen er malet i en ny blå farve. Sammen med teammakker Mikal Miller gik turen til racerbanen, hvor der skulle trænes intensivt i fem dage. Trods en noget overskyet himmel de første par dage forblev banen tør, og midt på ugen kom sommervejret endelig. De mange dage på bane gav mulighed for at optimere opsætningen på motorcyklen, der i vinterens løb blandt andet er modificeret med nye affjedringskomponenter fra Wilbers.
Der blev kørt træning i tre licensklasser samt en gadeklasse, og hver dag blev afsluttet med løb, hvor der blev uddelt pokaler og Champagne. Jan Rønne blev sammen med Danmarks bedste racerkørere placeret i den hurtigste licensklasse, hvor tempoet virkelig er højt. Desværre var der ingen pokaler til Jan Rønne, men det lykkedes at komme ned i en omgangstid på 1.53,7 hvilket er en forbedring på over to sekunder i forhold til sidste år. En oversatsning på kolde dæk resulterede desværre i et styrt på andendagen. Heldigvis slap Jan Rønne med ridser på læderdragten, og selv om motorcyklen fik en del skrammer, efter en glidetur hen ad asfalten med 150 km/t., lykkedes det at lappe den sammen og fortsætte med træningen.
|

